Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Mærk Fjorden

Afholdes 27. april 2019 kl. 10:00 - 15:00

Oplev natur og action ved Karrebæk Fjord.

Vi er en nation af naturelskere, og lørdag den 27. april 2019 inviterer en række foreninger med base omkring Karrebæk Fjord igen alle sydsjællændere til nye oplevelser og action omkring fjorden – både til lands og til vands.

Under titlen ’Mærk Fjorden’ får både børn og voksne mulighed for at boltre sig som roere, sejlere, dykkere, jægere og fiskere, når ni lokale foreninger holder ’åbent hus’ med masser af spændende aktiviteter og maritime historier.

Langs Kanalvej i Næstved vil erfarne instruktører stå klar til at vejlede i de mange sportsgrene – roning, sejlads i joller, windsurfing, fiskeri i kanalen, afprøvning af dykkerudstyr og rådgivning om jagttegn.

– Hundredevis af mennesker nyder allerede livet med deres sport eller fritidsinteresse ved Karrebæk Fjord, og vi ved, at mange flere drømmer om at være med. Derfor inviterer vi igen i år alle til at komme og prøve de mange aktiviteter og dele de skønne oplevelser med os, siger Lucas Sonne, formand for Næstved Strandjagtforening.

Udover de mange aktiviteter vil foreningerne i løbet af dagen servere hjemmelavede strandjægerpølser, røget laks og andre fjord-lækkerier.

Det er anden gang ’vandforeningerne’ og Fritidsudvalget i Næstved Kommune samarbejder om ’åbent hus’ langs fjorden. Ideen opstod hos Næstved Strandjagt Forening, der hurtigt fik de øvrige foreninger og Næstved Kommune med på ideen.

– Vi oplevede en stor interesse for den første ’åbent hus’-dag sidste år, og i år har yderligere tre foreninger meldt sig til, så vi har endnu flere aktiviteter at vise de besøgende, siger Lucas Sonne.

Aktiviteterne foregår lørdag den 27. april kl. 10-15 på Kanalvej i Næstved:

Næstved Roklub, Kanalvej 18

Fishing Zealand, Kanalvej 18

Næstved Marineforening, Kanalvej 24

Fladså Sportsfiskere, Kanalvej 24

Næstved Kajak og Cano Klub, Kanalvej 28

Næstved Strandjagt Forening, Kanalvej 65

Næstved Sportsdykkerklub, Kanalvej 65

Sydsjællands Amatørfiskere, Kanalvej 65

Næstved Sejlklub, Jolle afdelingen, Kanalvej 65

Kanalvej 65 er plænen efter sejlklubbens klubhus.

Yderligere oplysninger: Anders Jensen, Næstved Strandjagtforening, tlf. 26 93 26 43

Tid

Dato:
27. april 2019
Tidspunkt:
10:00 - 15:00

Alle arrangementer