Næstved By

Skærpet indsats mod svindel med NemID

Møns Bank ændrer i Netbank og Mobilbank, så kunderne er bedre sikret, når de overfører penge til andre

Ældre, der bliver ringet op og franarret NemID-koder af kriminelle. Enker, der bliver fuppet af fiktive begravelsesforretninger. Og intetanende borgere, der får fisket deres NemID-kort op af postkassen…

Medierne er den senere tid svømmet over med historier om svindel med NemID, og det får nu Møns Bank til at skærpe sikkerheden i Mobilbank og Netbank.

Vi har overvejet, hvordan vi kunne dæmme op for sikkerheden uden at genere det store flertal af kunder, fx virksomheder, der jævnligt har behov for at overføre penge til andre, siger Kim Andersen, der er chef for risikostyring og compliance i Møns Bank.

I en periode omkring påske var det særlig slemt, og vi satte grænsen for overførsler midlertidigt ned. Men det havde nogle klare uhensigtsmæssigheder, så vi har nu fundet en anden løsning i samarbejde med vores IT-leverandør, fortsætter han.

SMS-koder som ekstra sikkerhed

Fra den 19. juni ændrer banken i systemerne, så kunderne dels får en advarsel, dels skal indtaste ekstra SMS-koder, når de overfører til andre.

Hidtil har man kun skullet indtaste en SMS-kode første gang, man overfører til en konto, som man ikke tidligere har overført til, siger Kim Andersen. Men det har ikke været godt nok, hvis den kriminelle har fat i kunden og får lokket koden ud af den intetanende kunde. Så fremover kommer der en kode, hver eneste gang man overfører penge til en anden.

Derudover sætter vi en længere tekst på SMS’en til kunden, hvor vi bekræfter den konkrete overførsel, som kunden er i gang med, samt en advarsel om, at koden er strengt personligt og aldrig må oplyses til andre.

– På den måde håber vi at dæmme op for en stor del af den kriminalitet, vi har set den senere tid, slutter Kim Andersen.

Kommentarer