Næstved By

Skinnefræseren på arbejde

Så er skinnefræseren igen rykket ind på den danske jernbane, hvor millimeterpræcis fræsning er med til at forlænge skinnernes levetid. Turen går til Midtsjælland, Sydsjælland og Falster med enkelte afstikkere til Nordsjælland.

Den danske jernbane har endnu en gang fået besøg af en gammel – og effektiv – kending: skinnefræseren. Fræseren og det hold af internationale specialister, der står for skinnefræsning i store dele af Europa, er vendt tilbage til Danmark for at fræse små revner væk, der knapt kan ses med det blotte øje. Og en del af fræsningen foregår denne gang på Midtsjælland.

Skinnefræsningen sikrer, at skinnerne kan holde længere, inden de skal udskiftes, og risikoen for skinnebrud bliver også mindre. Det betyder færre hastighedsnedsættelser og færre skader, der skal udbedres.

Fræsetoget er det langsomste af de specialtog, der jævnligt gæster det danske jernbanenet. Når fræseren er i gang, kører toget helt ned til blot 600 meter i timen, og togets fræsehjul kan derfor tage godt fat og fræse over en millimeter af skinnen for hver passage.

“Normalt vil toget behøve 1-3 passager for at fjerne en revne, og på en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt,” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Kampvægt på 155 ton:

Fræsetoget er knap 44 meter langt og har en kampvægt på omkring 155 ton. To fræsehjul og et slibehjul i hver side sørger for en præcis og perfekt fræsning af skinnerne

“I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Blandt andet derfor kører skinnefræseren og de andre specialtog fortrinsvis om natten,” siger Pernille Skovrup.

Om dagen bliver fræsetoget renset og klargjort, og klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads. Omvendt er der kun lav til moderat støj, når fræseren er på arbejde, så den støj, der kommer fra fræseren, kommer primært i dagtimerne.

Køreplan:

Skinnefræseren kører efter følgende plan:

9.-10. december Haslev-Holme Olstrup
10.-11. december Haslev-Holme Olstrup
11.-12. december Haslev-Holme Olstrup

16.-17. december Køge-Lille Skensved
17.-18. december Lille Skensved-Havdrup

I dagtimerne holder skinnefræseren følgende steder:

9.-13. december:     Køge
16.-18. december:     Vordingborg

Kilde: Banedanmark. 

Kommentarer