Næstved By

To medlemmer af Næstved Ny Fotoklub udstiller i Sognegården i Rønnebæk

Se billedserie

Skrevet af: Aja Andersen

Naturen – fra syd til nord er teamet for udstillingen i Sognegården i Rønnebæk, hvor der er fernisering søndag den 9. august fra kl. 11:00 til kl. 13:00.

Med en særlig interesse for dyr og natur har de to lokale fritidsfotografer Anne Svenne og Flemming Værgman bevæget sig i hver sin retning – syd og nord for Danmark.

De nordiske lande har altid tiltrukket Flemming Værgman, både på grund af naturen, men også på grund af den skandinaviske kultur og historie. Det bedste han ved er at sidde en hel nat i skjul for at vente på for eksempel en bjørn, eller luske rundt på fjeldet på udkik efter orkideer, smukke sommerfugle eller fugle.

Anne Svenne har slået sin kærlighed på specielt Østafrika, hvor smukke motiver nærmest står i kø. Hun har gennem mange år selv arrangeret ture derned. Dyr og landskaber er hendes foretrukne motiver.

De to fritidsfotografer mødtes i Næstved Ny Fotoklub, og fandt hurtigt ud af, at der var interessesammenfald, dog i hver sin geografiske retning. ”Men det forhindrer os ikke i at udstille sammen. Det er en unik mulighed for os at kunne bruge Sognegården i Rønnebæk. Vi glæder os begge til at vise nogle af vores bedste billeder, når vi byder indenfor søndag den 9. august kl. 11:00, hvor både Flemming og jeg er tilstede, og hvor der er rig mulighed til at spørge ind til både oplevelserne og det mere fototekniske omkring billederne.

På dagen byder vi på kaffe og lidt sødt. Vi glæder os til at se jer i Sognegården i Rønnebæk, Kirkevej 1, Rønnebæk, 4700 Næstved” slutter Anne Svenne.

Udstillerne er Anne Svenne og Flemming Værgman, der begge er en del af Næstved Ny Fotoklub.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Anne Svenne på svennea@mail.tele.dk

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Aja Andersen fra Næstved Ny Fotoklub. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer