Karrebæksminde

Varmen er kommet til Danmark

sol

DMI varsel for hedebølge er blev udvidet til at gælde stort set hele Danmark.

Sommeren er kommet til Danmark, og de kommende dage ser ud til at blive rigtig varme.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man kan gøre for at forhindre, at det varme vejr resulterer i hedeslag.

”Hedeslag kan komme langsomt, og for nogle kan det være svært at opdage i tide, at man er ved at nå en kritisk overophedning. Derfor er det vigtigt at være opmærksom, når man opholder sig i varmen, særligt hvis man fx er over 65 år, har kroniske sygdomme eller handicap, er gravid, har små børn eller tager medicin,” fortæller læge og centerchef Henrik Stig Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen.

For at forebygge hedeslag bør man beskytte sig mod solen ved at opholde sig i skyggen eller bære en hat, og man skal huske at drikke rigeligt med vand, også selvom man ikke føler sig tørstig. Ved meget høje temperaturer kan det være en god idé at holde sig indenfor på et sted med luftafkøling eller aircondition.

Hold øje med symptomerne på hedeslag:

Er uheldet ude og hedeslaget opstår, vil det give en række symptomer, man bør være opmærksom på. Alle symptomer behøver dog ikke være til stede på samme tid.

”Personen, der er ramt, kan føle tiltagende utilpashed, mathed, hovedpine og svimmelhed, og kan f.eks. fremstå angst, forvirret og sløv. I svære tilfælde kan man blive bevidstløs og få kramper,” siger Henrik Stig Jørgensen.

Bliver man ramt af hedeslag kan huden blive rød, varm og tør, hvilket er et tegn på nedsat eller ingen svedproduktion. Derudover kan man have hurtig og kraftig puls eller nedsat urinproduktion af tiltagende mørk gullig farve, som er tegn på væske- eller saltmangel.

Førstehjælp ved hedeslag:

Hvis du har mistanke om, at en person har hedeslag, så tilkald en ambulance. Imens du venter på hjælpen, skal personen klædes af og bringes i skygge og helst i kølige omgivelser.

Hvis personen er ved bevidsthed, skal han eller hun have noget at drikke. Læg personen ned og hæv benene op. I alvorlige tilfælde skal personen afkøles; med vifter, ved at overbruse med køligt vand eller svøbes ind i et koldt og vådt lagen. Alternativt kan personen afkøles i en sø, et vandløb eller i et badekar.

Personen kan også have brug for noget salt. Hvis man har Revolyt, der kan købes på apoteket, kan dette anvendes i vandet, alternativt 1 – 1 ½ teskefuld groft køkkensalt i 1 liter vand.

 

Grafik: DMI.

Vær ekstra opmærksom i varmen:

Hvis du er over 65 år

Hvis du har ansvar for små børn

Hvis du træner intensivt i varmen

Hvis du har hårdt fysisk arbejde

Hvis du er overvægtig

Hvis du har en kronisk sygdom og tager daglig medicin

Hvis du tager medicin

Hvis du drikker alkohol i varmen

Kilde: DMI og Sundhedsstyrelsen.

Kommentarer